.
Som medlem af Kommunalbestyrelsen for De Konservative, med plads i Økonomiudvalget og Miljø- og Teknik udvalget, vil jeg bruge min erfaring fra erhvervslivet, til at styrke Tønder Kommune. Jeg mener det skal være slut med at vi i Tønder Kommune bliver ved med at påtage os den trælse offer-rolle. Lad os tage ”boksehandskerne” på og vise at vi ikke er lavet af sukker, men godt kan klare os selv.
Jeg er 55 år, og arbejder som selvstændig hovedsageligt i ejendomsbranchen. Jeg har været selvstændig siden 1989, hvor jeg stiftede selskabet der i dag hedder Hans Schmidt Holding A/S.
Jeg er gift med Kirsten og vi har 3 voksne børn.
Jeg er født og opvokset i den tidligere Skærbæk kommune hvor jeg boede de første 20 år af mit liv. Efter endt håndværkeruddannelse flyttede jeg til Odense og læste til Ingeniør. Som uddannet ingeniør tog jeg til Esbjerg hvor Civiløkonom-uddannelsen blev afsluttet i 1995 på Esbjerg Handelshøjskole.
Iværksætteri er mit lod. Jeg har stiftet og været medstifter af mange virksomheder, flest i Tønder Kommune men også uden for kommunegrænsen.
I 1998 stiftede jeg Unimation som er en ingeniør/automatik virksomhed beliggende i Tønder, virksomheden kører rigtigt godt og har 8-10 ansatte. I 1999 var jeg medstifter af ProIT der ligeledes er beliggende i Tønder, virksomheden hedder i dag ITAGIL og har ligeledes 8-10 ansatte. I 2004 stiftede og byggede jeg med min daværende kompagnon RGW (Rømø Golf og Wellnes) en 27 hullers golfbane, et wellnes-center og 200 ferieboliger på Rømø.
Samlet set beskæftiges ca. 60-70 medarbejdere i de igangværende virksomheder.
I 2015, efter at have boet 1 år med min familie i Dubai, købte jeg store dele af tidligere Tønder Kaserne. På kaserneområdet drives der lager, kontorer og fitness. Sammen med 4 andre forretningsdrivende fra Tønder, har vi stiftet Green City Tønder A/S som udvikler en ny bydel.
Min største mærkesag er erhvervsfremme, jeg vil arbejde på at tiltrække nye virksomheder, skabe gode rammer for iværksættere samt ikke mindst pleje de eksisterende virksomheder små som store.
Jeg er stor tilhænger af øget bosætning, og mener at vi skal have en bedre og mere attraktiv boligmasse for at tiltrække nye borgere. Det vil vi slå et slag for i Green City, ligesom jeg har overtaget den gamle P.C. Trælast hvor der planlægges opførelse af nye boliger.
Den grønne omstilling er ligeledes én af mine mærkesager. Klimatilpasningen kræver en mental omstilling fra alle borgere, kommunen, institutioner og virksomheder. Den grønne omstilling har tendens til kun at omhandle vindmøller, jeg mener at det er vigtigt at forstå at der er rigtig mange teknologiske tiltag på vej, og det er vigtigt at alle tager ansvar, ændrer adfærd og ofrer sig, samtidig med at løsninger ikke skal tvinges igennem uden lokalbefolkningens samtykke.
Jeg har undervist på HTX teknisk gymnasium i 5 år fra 2015-2020 og har på den måde fået uddannelsesmiljøet ind under huden igen. Jeg mener at mine erfaringer herfra, klæder mig godt på til den politiske indsats for nye uddannelser til Tønder kommune.
Jeg er af natur, typen der ikke giver op, og jeg forsøger altid at arbejde løsningsorienteret, hvor målet helliges. Gode intentioner er som regel ikke meget værd, hvis projektet ikke lykkes